Vi skal give verden – og vores by – videre til de næste generationer i en bedre stand, end den er i nu. Derfor ønsker vi, at skabe en grønnere og mere klimavenlig by.
Derfor er det også godt, at Odense Byråd har vedtaget som mål, at vi skal være klimaneutrale i 2030. Men det kræver, at vi politisk følger målsætningen til dørs med beslutninger og konkret handling.
Fjernvarme Fyn skal være grøn
I 2020 sikrede vi, at Odenses fjernvarme ikke blev solgt, og skabte dermed sikkerhed for, at vi forsat har lave fjernvarmepriser og at vi har kontrollen til at gøre Fjernvarme Fyn endnu grønnere.
Nu er vi klar til at tage kampen for, at vores fjernvarme bliver en reelt grøn og klimavenlig energikilde. Derfor vil vi hurtigst muligt have udfaset afbrændingen af træ, som ikke er grønt. Vi ønsker i stedet at der investeres i fremtidssikrede og reelt klimaneutrale løsninger.
Grønnere by
Samtidig ønsker vi, at alle borgere i byen skal kunne se træer fra deres vinduer. Odense skal være en grøn by, hvor vi får etableret flere grønne pladser i midtbyen og får skabt et mere grønt indtryk i vores gågadeområde. Derfor har vi også konkret foreslået, at vi undlader at åbne for nedkørsel til den store p-kælder fra Klosterbakken. Den trafikale udvikling mens byen er blevet bygget om, har vist, at der ikke er noget stort behov for den tilkørsel til p-kælderen. Derimod er der større behov for at udvide gågadenettet og at skabe flere p-pladser med el-ladestandere, i takt med at de fossile biler i bymidten udfases.
Tilbage i den gule førertrøje
Og så skal vi – bogstaveligt talt – tilbage i den gule førertrøje, når det gælder om at blive Danmarks bedste cykelby. Den titel sad engang fuldstændig fastklæbet til Odense. Men manglende fokus gjorde, at vi blev overhalet. Nu skal vi tilbage i front igen. Der skal investeres i ny cykelstier, hullerne i de gamle skal lappes og cykelstierne skal renholdes for blade og sne i efterårs- og vintermånederne. Vi skal simpelthen have det gjort mere attraktivt at tage cyklen rundt i byen. Dermed reducerer vi biltrafikken helt af sig selv.
Renere by
Skidt og møg skal vi have gjort noget ved. Vi vil have en ren by. Første skridt skal være, at vi får sat flere skraldespande op rundt om i byen – naturligvis med kildesortering. Herudover skal kommunen være bedre til at få gjort rent, så borgerne kan se på og nyde en ren og pæn by. På vores havn har vi en særlig udfordring. Vandet i havnen er så beskidt, at badning frarådes. Vi ønsker en renere havn og renere vand i havnen. Det kræver oprensning og nye løsninger.