Søren Windell

”Jeg er ham, der bygger bro”

Søren har de sidste 8 år drevet Restaurant Grønttorvet i Odense, hvor både lokale og gæster hygger sig med det lækre, danske køkken. Hans rolle som vært siden 2009 har på mange måder ændret hans liv. ”I 2009 kom jeg ind ad køkkendøren, fordi jeg var sulten, og jeg har været her siden,” fortæller han over en god frokost ved de grønternede duge.

”Grønttorvet blev en øjenåbner på mange måder. Jeg opdagede, hvor dejligt det var med en fast base. Restaurantionsbranchen er fantastisk. Vi bliver bedømt hele tiden, og alle har en mening om alting. På den måde er der nok ikke så langt til politik. Det har givet mig en virkelig god mulighed for at kunne snakke med folk og følge med i livet, stemningen og ønskerne i byen.” Søren Windells begejstring for Odense og dens muligheder har gennem årene på Grønttorvet ført til flere gode initiativer. Blandt andet var han i 2010 en af hovedkræfterne bag Odense Tartelet Festival. Et arrangement der nu er så stor en succes at den efterlignes mange steder i Danmark. Søren holder i det hele taget af, at få folk til at smile. Han har arrangeret utallige koncerter, blandt andet Fællessang på Charlie i Odense og koncerter med Four Jacks, Stig Rossen, Odense Banden og mange andre. Men der er nogen der i høj grad har brug for smil og omsorg, så er det byens udsatte. Hvert år juleaften åbner han Grønttorvet for byens udsatte og sammen med Kirkens Korshærs Natvarmestue, og et hold af frivillige holder de en hyggelig juleaften for dem der har allermest brug for det. Som restauratør har Søren budt velkommen til både Peter Rahbæk Juel, Brian Dybro og Jane Jegind i forskellige sammenhænge. Den relation kan blive gavnlig for alle parter. ”De ved, hvad jeg står for, og kender min person godt. Én af mine styrker er, at jeg kan snakke med alle. Jeg er ham, der bygger bro.”

Samarbejde – ikke modarbejde

”Jeg er træt af blokpolitik og den måde, man tit diskuterer tingene politisk her i byen,” fortæller Søren, når man spørger ham, hvorfor han netop nu er gået ind i politik. ”Der er alt for mange diskussioner om, hvem der har ret, og hvem der fik idéen. Det er jo ligegyldigt for folk. For dem betyder det mere, hvordan politikernes beslutninger påvirker deres liv og hverdag,” fastslår Søren. ”Det er meget vigtigt for mig at leve mig ind i tingene og komme med bud på, hvad politik kan føre til for os alle sammen. Og vi skal gøre det ordentligt. Men det kræver en indsats. Man skal tænke på, at byen ikke bare er et sted, man bor – du er byen.”

”Jeg stiller op for at gøre noget for Odense. Jeg har nok langt hen ad vejen troen på, at tingene sker af en grund. Der har været mange døre, der har åbnet sig, nogen gik jeg igennem, andre ikke. Livet er alt for kort til at gå og fortryde beslutninger, man ikke kan ændre. Det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvad man kan bidrage med, inden man forventer, at andre løser tingene for én,” fastslår Søren Windell.

Den positive spidskandidat

”Jeg ser lyst på de fleste ting, ser muligheder i stedet for problemer. Jeg har lært at omfavne de ting, vi ikke kan forandre – i stedet for at bruge unødig tid på det. Der er meget i livet, vi ikke kan gøre noget ved, meget vi ikke kan ændre. Men dét, vi kan gøre bedre, skal vi kæmpe for at få det meste ud af,” fortæller Søren Windell. ”Jeg har på nærmeste hold set den forvandling, Odense er i gang med, og følgerne heraf for odenseanerne og butikslivet. Odense er et spændende projekt, langt mere end vi egentlig går og tror. Men der er også udfordringer, og der bliver flere af dem, men jeg er sikker på, vi kommer godt i mål,” siger Søren Windell med et smil. “Det skal være skidt, før det bliver godt.” Søren Windells rolle som spidskandidat er første gang, han melder sig offentligt på banen i den politiske debat. Han er klar over, at hans mangel på rutine som politiker vil blive påpeget i valgkampen, men selv kalder han det en styrke. ”Jeg ser tingene fra nye vinkler og med friske øjne. Nye metoder. Nye løsninger. Min ambition er at se muligheder i stedet for begrænsninger.”

Søren Windell, den 39-årige spidskandidat for Konservative, er født og opvokset i Odense, som han stadig lever midt i hjertet af. Både han og hans arbejdsplads er kendt af de mange, der nyder byens muligheder.

Med Odense i sjælen

Kragsbjerg-kvarteret i Odense M var omdrejningspunktet for Sørens opvækst. Her voksede han op i en 2-familiesvilla, hvor hans farmor og farfar boede på førstesalen, og Søren med sin søster og forældre boede i stueetagen. ”Min mor mente måske nok, at det til tider var lidt anstrengende at have svigermor så tæt på, men sådan lever man jo slet ikke længere,” siger han. Det tætte bånd til forældre og generationer har præget Sørens værdier, og selvom han desværre mistede sin far meget tidligt, er han stadig en af de vigtigste personer i Sørens liv. ”Min far lærte mig nogle gode leveregler, blandt andet at man altid kan gøre noget godt for andre.”

I sine voksne år har Søren brugt disse leveregler til blandt andet med hjælp fra gode frivillige hvert år at holde juleaften på Grønttorvet for byens hjemløse og socialt udsatte.

Efter Kragsbjergskolen, der i dag hedder Ejerslykkeskole, tog Søren en HTXeksamen fra Dalum Tekniske Gymnasium, der i dag er Kold College. ”Jeg var glad for at gå i skole, men i dag kan man kan jo sidde og føle sig helt gammel, når alle ens skoler har ændret navn, siden man gik der. Alting har udviklet sig siden dengang i 90´erne,” siger Konservative i Odenses spidskandidat.

Allerede som barn brugte Søren sin energi på byens muligheder. Han omdelte Magasins julekatalog i efterårsvejret efter skoletid, og ”selvom pengene var surt tjente, var glæden ved at bruge dem langt større”. Som ung mand fik han job på Shell-tanken på Hjallesevej. ”Det var dengang en rigtig tankstation med viskerblade og motorolie,” fortæller han. ”Det var et dejligt sted med en god chef og masser af gode kolleger, hvor jeg lærte betydningen af at give mennesker en god service.”